fbpx

Den danske sangskat

Om hjerteblod, identitet og sammenhængskræft. Et ugekursus med Højskolesangbogen som omdrejningspunkt.

Holder du af de skønne danske sange? Og har du lyst til at tilbringe en uge på højskole sammen med ligesindende i et herligt fællesskab? Så brug en uge på Den Internationale Højskole til sommer, når vi for tredje år i træk udbyder kurset Den danske sangskat.

Kurset er spækket med aktiviteter, der giver en større indsigt i Højskolesangbogen og dens mangfoldighed af sange, som kan betragtes som vinduer til dansk kultur, historie, samfund, identitet, m.v. Og så vil der være masser af fællessang – og fællesskab. I løbet af ugen vil du opleve en række sangforedrag, hvor forskellige eksperter, musikformidlere, komponister, tekstforfattere, sangere og højskolefolk vil kaste lys over forskellige aspekter af den danske højskolesangtradition. Ugen er både noget for dig, der elsker at synge, og dig der gerne vil fordybe dig i højskolesang på flere planer i et skønt fællesskab med andre.

 

Bliv klogere på Højskolesangbogen

I løbet af kurset vil forskellige eksperter gøre os klogere på, hvorfor Højskolesangbogen er noget helt særligt! Sangene i den danske højskolesangbog afspejler Danmarks kulturelle identitet og historie. Samlet set er højskolesangbogen en uvurderlig ressource, der forbinder fortid og nutid, musik og historie samt individ og samfund. Den er en kilde til inspiration, refleksion og kulturel forståelse, der fortsat vækker interesse og værdi i dag.

Fra kursets begyndelse vil du modtage din egen højskolesangbog med indgravering af navn, og med den som fast holdepunkt vil vi gå ombord i den danske kulturarv (gengangere på kurset vil i stedet modtage Højskolesangbogen for børn).

Musikalske oplevelser

Mange sange i den danske højskolesangbog er kendt for deres musikalske skønhed. De er komponeret af talentfulde musikere og sangskrivere og har tidløse melodier, der appellerer til både musikelskere og sangere. Hvordan tænker komponisterne, når de skaber sange til højskolesangbogen – hvad skal der til? Hvornår er en sang egnet til at være en del af Højskolesangbogen? Lær mere om hvordan højskolesange bliver til, imens du får helt unikke musikalske oplevelser med eksperter indenfor feltet, der giver sangforedrag og mini-koncerter i ugens løb.

Fællessang

I løbet af ugen skal vi synge fællessang hver dag – og masser af den. Fællessang er ikke blot en aktivitet, det er en oplevelse. Det handler om at samles med andre og dele musik, poesi og følelser gennem sang. Når vi synger sammen, er vi en del af noget større, og vi føler os forbundet med dem omkring os. Fællessang er åben for alle, uanset musikalsk baggrund eller erfaring. Det er en aktivitet, hvor alle kan deltage og bidrage. Fællessang er en tidløs tradition, der bringer folk sammen og skaber smukke øjeblikke af enhed og glæde.

Udflugter og fællesskab

Deltag i givende samtaler og skab nye forbindelser og venskaber i vores arrangementer i løbet af ugen, hvor vi både skal have ‘café-aftener’, kaffeslabberas med kursisterne på det sideløbende kursus Om lidt er kaffen klar… og på enkelte udflugter i lokalområdet, hvor vi blandt andet skal bruge en eftermiddag på kunstmuseet Louisiana. Helsingør er en fantastisk interessant historisk by, og der vil også være lejlighed til selv at gå ud og opleve byen under kurset.

 

Oplægsholdere

 

Dy Plambeck

Forfatter og medlem af højskolesangbogsudvalget

Dy Plambeck er kendt som en af sin generations mest originale og talentfulde forfattere. Hun er uddannet fra Forfatterskolen i 2004 og debuterede i 2005 med digtsamlingen “Buresø-fortællinger”. Siden har hun skrevet en række romaner bl.a. “Gudfar” og “Mikael” og børnebogsserien “Os fra Blomsterkvarteret (1-12)”. I 2019 udkom hendes stærkt roste roman ”Til min søster”, som sikrede hende Politikens litteraturpris samme år. Hun har modtaget flere andre priser for sit forfatterskab bl.a. Klaus Rifbjergs debutantpris, Statens Kunstfonds treårige arbejdsstipendium, Jytte Borberg-prisen og Jeanne & Henri Nathansens Mindelegat.

Dy Plambeck har undervist i skriveværksteder på bl.a. Ry Højskole, Vallekilde Højskole, Vestjyllands Højskole og Johan Borups Højskole. Hun har bidraget med sange til Det blå sanghæfte, Kirkesangbogen og nu 19. udgave af højskolesangbogen.

Dy vil fortælle om arbejdet og tankerne bag Højskolesangbogen for børn. Dy har også siddet i det udvalg, der har valgt sangene til denne udgivelse.

Niels Brunse

Forfatter og oversætter

Niels Brunse har i løbet af sin karriere oversat mere end 200 skøn- og faglitterære værker fra engelsk, tysk og russisk, forfattet tre digtsamlinger, to novellesamlinger, tre romaner og flere skuespil. Derudover er han Danmarks fremmeste Shakespeare-kender, og har oversat alle 37 af dramatikerens skuespil til dansk.

I ”Derfor Shakespeare” fra 2023 guider Niels Brunse kyndigt læseren rundt i William Shakespeares mange skuespil samtidig med, han gør os klogere på den gådefulde forfatter og hans samtid. Det er en veloplagt introduktion for alle, der gerne vil blive klogere på den store engelske dramatiker.

Af Brunses skønlitterære værker kan nævnes romanen ”Horatius” (2021), der har den eneste overlevende fra Shakespeares tragedie Hamlet Horatius som fortæller. Det er en dramatisk historisk roman om venskab og magt, kærlighed og begær, hemmeligheder og blodig hævn.

Niels Brunse er også tekstforfatter og har indtil videre 3 sange optaget i Højskolesangbogen – blandt dem den meget populære ”Godmorgen, Lille land”, som han i 1998 skrev til indvielsen af Storebæltsbroen.

Udover forfatterskabet og virket som oversætter har Niels Brunse arbejdet som anmelder hos bl.a. Information og Politiken, ligesom han har haft forskellige tillidshverv i bla. Dansk Forfatterforening, Statens Kunstfond og Kunstrådet samt Danske Dramatikeres Forbund.

Niels vil under titlen ”Mød forfatteren” tale om sit arbejde med højskolesangtekster – men også om sine yndlingssange.

Rasmus Skov Borring

Pianist, komponist og foredragsholder, uddannet cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling fra Københavns Universitet.

I 2019 modtog Rasmus Skov Borring N.F.S. Grundtvigs Pris for sit arbejde med formidlingen af den danske fællessangstradition. Han spiller koncerter og holder sangforedrag overalt i Danmark og har ligeledes rejst med sine foredrag og fællessange i bl.a. USA, Norge og Frankrig. Han står blandt andet bag tonerne til sangen Gi’ os lyset tilbage, som i 2015 landede på en tredjeplads på DR’s Top 50 over danskernes foretrukne sange. Folkeoplysning er en vigtig del af hans professionelle virke med fokus på både fællessang som kulturfænomen og musikkens æstetiske dimension i sine kompositioner. I 2021-22 var han kunstnerisk leder på en række store fællessangskoncerter på Det Kongelige Teater.

Rasmus Skov Borring har udgivet flere albums med blandt andet instrumentale klaverfortolkninger af højskolesange, egne instrumentale kompositioner, et julealbum samt to albums fra sit mangeårige kunstneriske samarbejde med ”marskens digter” Jens Rosendal. Hans seneste udgivelser er fra 2020 og tæller nodebogen “SYNG” samt albummet “Sangen har lysning” med kunstneriske fortolkninger af en række af hans egne nykomponerede folkekulturelle sange med forskellige forfatteres tekster.

Rasmus Skov Borring er repræsenteret med en række melodier i diverse sangbøger som DGI-sangbogen, Efterskolesangbogen, Dansk Skolesangbog, Dansk Sang, Sangbogen 5, Morgensangbogen og Højskolesangbogen.

Rasmus vil under titlen ”Mød komponisten” fortælle om sit kompositoriske arbejde og om hans mangeårige samarbejde med digteren Jens Rosendal, som gik bort i december 2023.

Bertel Haarder

Formand, fhv. minister og medlem af Folketinget

Bertel Haarder var medlem af Folketinget for Venstre i årrækken 1975-2022 afbrudt af en periode i Europa-Parlamentet. Han blev Folketingets længst siddende medlem. Han blev første gang valgt i 1975 og har siddet i Folketinget i mere end 40 år. I 1982 fik han sin første ministerpost, da han blev undervisningsminister. Siden blev det til minister for i alt ti ministerier, altid to ad gangen i 22 år. Han var flere gange præsident for Nordisk Råd og fra 2019 formand for Det Kongelige Teater.

Før sin tid som politiker var Bertel lærer på Askov Højskole (1968 – 1973). I 1970 blev han cand.scient.pol. med speciale i Grundtvigs frihedssyn.

Bertel har et nært forhold til Højskolesangbogen og er her repræsenteret som tekstforfatter til sangen ”Der er et venligt, lille land”.

Bertel vil under titlen ”Min Højskolesangbog” fortælle om sange, der på forskellig vis spiller en central rolle for ham personligt.

Mia Guldhammer

Folkesanger og musikformidler

Sang og spillede i sine forældres familieorkester fra hun var helt lille. I dag er Mia Guldhammer kendt og respekteret som en af vores mest markante folkesangere, og hun synger hvert år for tusinder af mennesker på vikinge- og middelaldermarkeder, spillesteder og festivaler i Danmark og internationalt. Det gør hun bl.a. i middelalderorkestret Virelai.

Med sin store viden om og erfaring med folkevise og balladetraditionen vil Mia tale om dette emne og tage os med på en rejse tilbage i tiden. Men også fortælle om, hvordan denne tradition lever i dag.

Og så vil Mia forkæle os med en koncert, hvor vi kan læne os tilbage og nyde hendes skønne sang.

Michael Bojesen

Korleder, komponist, lektor, docent og operachef

Efter uddannelse ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og studier hos Jorma Panula var han i perioden 1984-2001 lektor ved Sankt Annæ Gymnasium og 1991-2001 leder af Sankt Annæ Gymnasiekor. Fra 1994 til 2003 virkede han tillige som docent ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.

I perioden 1989-2006 var Michael Bojesen dirigent for kammerkoret Camerata. Fra 2001 til 2010 var han desuden chefdirigent for DR Pigekoret. Fra 2012 til 2016 var han direktør for Copenhagen Opera Festival, og i 2017 blev han leder af Malmö Opera. Samme år blev han udpeget til bestyrelsesformand for Statens Kunstfond.

Michael Bojesen har komponeret melodier til 7 sange i Højskolesangbogen, hvis samtlige 601 sange han har indspillet og formidlet i forbindelse med DK4s udsendelsesrække ”Så syng da, Danmark.

Han sad i højskolesangbogsudvalget i forbindelse med udviklingen af bogens 18. udgave.

Michael vil rette et kritisk blik på Højskolesangbogen og fortælle om hans syn på den gode højskolesang.

Lisbeth Trinskjær

Formand: Folkehøjskolernes Forening, formand: Fonden Ungdomsøen, medlem: 2030-panelet, medlem: Demokratikommissionen, Fellow: Crown Princess Mary Centeret, Københavns Universitet, bestyrelsesmedlem, Center for Ungdomsforskning, Fhv. forstander, Ubberup Højskole, fhv. landsformand, KFUK’s Sociale Arbejde

Uddannet: Journalistisk grunduddannelse (Pressens Uddannelsescenter 1999)

Som formand for Foreningen af Folkehøjskoler i Danmark har Lisbeth været helt tæt på beslutningsprocesserne i forbindelse med udgivelsen af 19. udgave af Højskolesangbogen, og på kurset vil hun tage os helt med ind i maskinrummet og give os et indblik i de mange spørgsmål og udfordringer, der præger en så stor udgivelse.

Kresten Lundsgaard-Leth

Underviser i filosofi, litteratur og kor

Kresten Lundsgaard-Leth er uddannet mag.art. i filosofi fra Aarhus Universitet og er tidl. adjunkt på Institut for Læring og Filosofi på Aalborg Universitet, hvor han underviste i filosofihistorie og var forsker.
Han har skrevet ph.d.-afhandling om Søren Kirkegaards syn på den menneskelige frihed.

Kresten er nu ansat som lærer på Den Internationale Højskole, hvor han underviser i filosofi, litteratur og kor. Kresten er en glimrende pianist og korleder – og har selv stor erfaring som sanger i vokalgruppen Vox 11.

Kresten vil sammen med Søren Launbjerg koordinere kurset, og så vil han berige os med et filosofi-foredrag om musikkens væsen og i øvrigt stå for en kor-workshop.

Søren Launbjerg er kursusleder

Tidligere forstander & medlem af højskolesangbogsudvalget

Søren Launbjerg, sanger, skuespiller, komponist og tekstforfatter. Han er uddannet lærer med musik og biologi som linjefag. Han har undervist i musik og teater på daghøjskoler, højskoler, teaterskoler og musicalakademiet.

Han har skrevet og deltaget i adskillige musicals fx havde han hovedrollerne i “Atlantis” på Østre Gasværk i 1994 og i “Miss Saigon” i 1996. I 1998 spillede han i “The Black Rider” på Betty Nansen Teatret. Han har lagt stemme til flere Disney-tegnefilm – fx som Aladdin. Siden januar 2009 har han været forstander på Den Internationale Højskole i Helsingør.

Søren Launbjerg, sanger, skuespiller, komponist og tekstforfatter. Han er uddannet lærer med musik og biologi som linjefag. Han har undervist i musik og teater på daghøjskoler, højskoler, teaterskoler og musicalakademiet.

Han har skrevet og deltaget i adskillige musicals fx havde han hovedrollerne i “Atlantis” på Østre Gasværk i 1994 og i “Miss Saigon” i 1996. I 1998 spillede han i “The Black Rider” på Betty Nansen Teatret. Han har lagt stemme til flere Disney-tegnefilm – fx som Aladdin. Siden januar 2009 har han været forstander på Den Internationale Højskole i Helsingør.

Søren er kursusleder og vil stå for en række foredrag, caféaftener og workshops.

Program 2024

Den danske sangskat henvender sig til alle der elsker at synge og som på forskellig vis er interesserede i Højskolesangbogen. Folk som gerne vil fællesskabet og som ønsker at tilbringe en uge sammen med andre med samme interesse. Gengangere fra kurset i både 2023 og 2022 vil ikke kede sig, da programmet varierer fra år til år! Ugekurset Om lidt er kaffen klar… vil foregå sideløbende med Den danske sangskat, og der vil være flere fælles begivenheder i løbet af ugen.

 

Datoer og priser

Dato: 8. juli – 14. juli 2024
Pris: 6.500 kr – inkl. fuld forplejning, foredrag og udflugter, samt et eksemplar af Højskolesangbogen 19. udg. (gengangere på kurset vil i stedet modtage Højskolesangbogen for børn).

Tillæg for enkeltværelse 300 kr
Pris ikke-boende kursister: 5.000 kr
(Medlemmer af Ældresagen får 10 % rabat på kurset).

Kurset foregår på dansk.

Interesseret i kurset? Følg med i begivenheden på Facebook her, hvor vi løbende vil komme med information om kurset.

Tilmeld dig her: 

Vi udsender nyhedsbreve om uge-kurser på dansk på ca tre gange om året.
New building at International People's College a folk high school in Denmark UN-Hall Summer flowers

Den Internationale Højskole i Helsingør

Den Internationale Højskole (International People’s College) blev grundlagt i 1921 af Peter Manniche som et socialt fredsskabende eksperiment i kølvandet på 1. verdenskrig. Den grundlæggende idé var – og er for så vidt stadig – at hvis mennesker fra hele verden i gensidig respekt kunne leve og studere sammen i et forpligtende fællesskab, så kunne krig og konflikt erstattes med fredelig sameksistens.

Den Internationale Højskole har siden da fungeret som en unik dansk folkehøjskole med et internationalt og multikulturelt fokus. Elever og undervisere kommer hvert semester typisk fra mere end 30 forskellige lande for at leve og studere sammen, lære af og ikke mindst blive klogere på hinanden og den omgivende verden.

Skolens bestræbelser på at skabe grobund for fredelig sameksistens gennem uddannelse og kulturel forståelse blev officielt anerkendt af FN i 1988, da skolen blev udnævnt til UN Peace Messenger. Den Internationale Højskoles nuværende fokus, tro mod de danske højskoletraditioner, er at inspirere til samtale, forandring og udvikling gennem en række fag rettet mod “aktivt globalt medborgerskab”.

IPC - Study Danish in Summer School at IPC Denmark

Lokalområdet

Helsingør og omegn har meget at byde på. Det bliver ikke smukkere end den historiske bymidte om sommeren, hvor stokroser læner sig op af de gamle bindningsværkshuse i de små brolagte stræder. Kulturvæftet på havnen er prisbelønnet arkitektur i første klasse, og med Kronborg som nabo er havnen i Helsingør en unik oplevelse. Helsingør har masser af museer, kulturoplevelser, smuk natur og caféliv at byde på, og i en radius på ti kilometer finder du også kunstmuseet Louisiana, Fredensborg slot og de smukkeste strande i Danmark.

IPC - Folk High School Food at International People's College in Denmark2

Forplejning på Den Internationale Højskole

Køkkenpersonalet på Den Internationale Højskole vil servere dejlig mad i løbet af hele ugen. Vores kokke er specialiseret i at lave internationale retter, men serverer også traditionelt dansk mad. Vi har bronzemærket i økologi.

international people's college - folk high school in denmark

Kontakt os

Har du nogle spørgsmål er du velkommen til at kontakte os på ipc@ipc.dk eller ringe på tlf. 49213361.

Tilmeld dig 

About IPC

Read more

Om lidt er kaffen klar

Et ugekursus med omdrejningspunkt i fællesskab og kaffe

Læs mere

 

International People’s College
Montebello Allé 1
3000 Helsingør
Denmark
CVR: 23253410
EAN: 5790002651410

+45 49 21 33 61
ipc@ipc.dk

Sign up for the IPC newsletter here.
Cookie Policy

Sleepare

Folk high school logo
We use cookies to ensure that we give you the best experience on our website. Read more about our use of cookies here.