Et ugekursus på højskole med bevægelse, musik og fællesskab i højsædet
Til sommer kan du stampe, danse, synge, spille og bevæge dig ned i kroppen og ud i verden på Den Internationale Højskole!
På dette ugelange sommerkursus kan du mærke, hvad der sker, med kroppen og sindet når du giver dig hen til verdensmusik, dans, improvisation og bevægelse. Vi slukker telefonerne, dyrker nærværet – og så skal vi selvfølgelig have det virkelig sjovt.
Et sommerkursus fyldt med bevægelse, kreativitet og nærvær
I løbet af ugen arbejder vi med bevægelse, improvisation, kreativitet, sang og dans – fra hele verden og med inspiration fra vores egne indre landskaber. Vi skal udforske stemmens unikke forbindelse til kroppen og både opleve og skabe musik fra nære og fjerne hjørner af verden.
For alle – ingen erfaring nødvendig
Kurset kræver ikke forudgående erfaring med dans, musik eller sang. Det vigtigste er din nysgerrighed og lyst til at bevæge dig – både fysisk, kreativt og mentalt. Dog vil der være bevægelse og dans hver dag, så forvent at få sved på panden.
En uge med fællesskab, musik og højskoleliv
Glæd dig til en uge fyldt med nærvær, fællesskab, levende koncerter, bevægelse og musik og velsmagende mad fra hele verden. Her får du et højskoleophold, der giver jordforbindelse, energi og nye perspektiver.
Dato: 12. – 18. juli 2027
Pris: 6.500 kr – inkl. fuld forplejning, foredrag og udflugter.
Tillæg for enkeltværelse: 300 kr
Pris ikke-boende kursister: 5.000 kr
Rabatter:
EARLY BIRD rabat 15% ved tilmelding inden 1. december
Kurset foregår på både dansk og engelsk.
Interesseret i kurset? Følg med i begivenheden på Facebook, hvor vi løbende vil komme med information om kurset.
Den Internationale Højskole (International People’s College) blev grundlagt i 1921 af Peter Manniche som et socialt fredsskabende eksperiment i kølvandet på 1. verdenskrig. Den grundlæggende idé var – og er for så vidt stadig – at hvis mennesker fra hele verden i gensidig respekt kunne leve og studere sammen i et forpligtende fællesskab, så kunne krig og konflikt erstattes med fredelig sameksistens.
Den Internationale Højskole har siden da fungeret som en unik dansk folkehøjskole med et internationalt og multikulturelt fokus. Elever og undervisere kommer hvert semester typisk fra mere end 30 forskellige lande for at leve og studere sammen, lære af og ikke mindst blive klogere på hinanden og den omgivende verden.
Skolens bestræbelser på at skabe grobund for fredelig sameksistens gennem uddannelse og kulturel forståelse blev officielt anerkendt af FN i 1988, da skolen blev udnævnt til UN Peace Messenger. Den Internationale Højskoles nuværende fokus, tro mod de danske højskoletraditioner, er at inspirere til samtale, forandring og udvikling gennem en række fag rettet mod “aktivt globalt medborgerskab”.
Helsingør og omegn har meget at byde på. Det bliver ikke smukkere end den historiske bymidte om sommeren, hvor stokroser læner sig op ad de gamle bindningsværkshuse i de små brolagte stræder. Kulturvæftet på havnen er prisbelønnet arkitektur i første klasse, og med Kronborg som nabo er havnen i Helsingør en unik oplevelse. Helsingør har masser af museer, kulturoplevelser, smuk natur og caféliv at byde på, og i en radius på ti kilometer finder du også kunstmuseet Louisiana, Fredensborg slot og de smukkeste strande i Danmark.
Køkkenpersonalet på Den Internationale Højskole vil servere dejlig mad i løbet af hele ugen. Vores køkken har særligt fokus på at lave lækker bæredygtig mad, og vi spiser mange vegetariske måltider. Når der serveres kødretter, er der altid et vegetarisk alternativ. Vores kokke er specialiseret i at lave internationale retter, men serverer også traditionel dansk mad. Vi har sølvmærket i økologi.
Kommende elever på vores korte kurser spørger ofte ind til de fysiske rammer her på Den Internationale Højskole. I 2021 åbnede vi vores fine nye tilbygning med UN-Hall, lounge, klasseværelser og elevator – generelt har store dele af bygningerne dog nogle år på bagen.
Adgangsmuligheder
Vi renoverer løbende, men vi må være ærlige og sige, at indretningen på højskolen ikke er synderlig adgangsvenlig, hvis man har mobilitetsudfordringer. Eksempelvis er der en mindre trappe op til spisesalen og flere værelsesgange ligger i forskudte niveauer. Vi er dog altid parate med en hjælpende hånd, hvis der er brug for det. Ring gerne og hør nærmere på tlf. 49213361, hvis du har bekymringer.
Værelser
Højskolens værelser er inddelt i “units” som typisk består af en fordelingsgang med et enkelt- og et dobbeltværelse. Disse to værelser deler så et bad og et toilet. Det er muligt at se et typisk værelse i denne video, hvor nogle af vores tidligere elever viser deres værelser frem (på engelsk).
Har du nogle spørgsmål er du velkommen til at kontakte os på ipc@ipc.dk eller ringe på tlf. 49213361.
Et ugekursus med omdrejningspunkt i Højskolesangbogen
Et ugekursus på højskole for nysgerrige mennesker med globalt udsyn. Vi har sukker som omdrejningspunkt og fællesskabet i højsædet til sommer 2027.