Er du nysgerrig på kaffens interessante historie og betydning i forskellige kulturer – og ønsker du en uge i fællesskabets navn – så er dette kursus lige noget for dig!
Denne sommer vil vi bruge en uge på at blive klogere på kaffens oprindelse, kvaliteter og evne til at bringe os sammen. Udover spændende foredrag og oplevelser om kaffe, klima og kultur, skal vi smage kaffe brygget på forskellige måder og hygge os med sønderjysk kaffebord og kaffe-cocktails. Vi skal opleve et eksklusivt foredrag på Karen Blixen Museet, hvor vi hører mere om hendes tid som kaffeplantage-bestyrer. Folketingpolitiker, Christian Friis Bach, kommer på besøg og fortæller om bæredygtig kaffeproduktion, klimapåvirkning og fairtrade. Vi skal også have besøg fra Røde Kors, der fortæller om kaffens betydning i et frivilligt fællesskab og opleve en autentisk Etiopisk kaffeceremoni. Og så skal vi på lokale udflugter – alt i kaffens navn.
Kurset er for dig, der gerne vil fællesskabet, og som er nysgerrig på kaffens interessante historie, egenskaber og betydning i og uden for Danmark.
Vi skal høre om kaffens historie og betydning i Danmark – hvordan kaffen gik fra ‘madam blå’ til ‘Caffe latte’ – og fra fornem drik til folkedrik, når Annette Hoff kommer og holder foredrag. Annette Hoff har været ansat som museumsinspektør på forskellige danske museer og som seniorforsker ved købstadsmuseet Den Gamle By i Aarhus til gennemførelsen af det kulturhistoriske grundforskningsprojekt Nydelsesmidlernes Danmarkshistorie. Annette har skrevet en række kulturhistoriske bøger, herunder bogen “Den danske Kaffehistorie”.
Hvilken betydning har kaffen i andre dele af verden? Vi skal undersøge, hvordan kaffen spiller en rolle i andre kulturer og opleve en Etiopisk kaffeceremoni, hvor rå kaffebønner ristes over gløder ledsaget af brændende røgelse. Ceremonien foretages af Alemsehay Gebrehewot, der er grundlægger af Geez Copenhagen kaffekoncept.
Alemsehay Gebrehewot er eritriansk født og vokset op i Firenze, hvor hun havde den første eritreiske/etiopiske restaurant, nomineret til det bedste regionale køkken i 3 år i træk. Alem er certificeret designer, kok og kunstfilm- og musikfestivalleder. Hendes stolthed over sin kultur er synlig i alt, hvad hun laver, men kaffe er der, hvor historiefortællingen finder sted.
Er kaffe sundt og hvor meget må man drikke? Lær om den seneste forskning vedrørende kaffens kvaliteter og påvirkning på sundheden og velværet når Anders Barasa, hjertesvigtsansvarlig overlæge på afdelingen for hjertesygdomme på Amager Hvidovre Hospital, kommer og holder foredrag om kaffens medicinske kvaliteter.
Anders har dansk/kenyanske rødder og er, udover at være specialist i hjerte- og livsstilssygdomme, også en dedikeret kaffeenthusiast.
Ifølge legenden opdagede en gedehyrde i Etiopien kaffen i det 9. århundrede, da hans geder dansede euforisk rundt efter at have spist kaffebønner. Vi dykker ned i historien om opdagelsen af kaffebønnen og dens rejse fra Østafrika til Europa, når Peter Slott Henriksen, ejer af Strandvejsristeriet, kommer og deler sin viden og erfaring med os. Vi skal også på besøg på Strandvejsristeriet og smage på kvalitetskaffe.
Strandvejsristeriet danner ramme om et enestående og unikt kaffemiljø for kaffeelskere. Her kan man nyde en god kop kaffe, mens duften af nyristede bønner breder sig fra det arbejdende kaffeværksted. Idéen bag Strandvejsristeriet er at levere frisk og nyristet kaffe af den fineste kvalitet til det danske marked.
Dyk ned i fortællingen om Karen Blixens op- og nedture på hendes legendariske kaffefarm i Kenya, og oplev hendes hjem i Rungstedlund, når vi besøger Karen Blixen Museet. Her vil vi modtage et eksklusivt oplæg om Karen Blixens virke som kaffeplantagebestyrer og derefter have god tid til at besøge de smukke omgivelser på egen hånd.
Karen Blixen museets vision er at markere sig som det oplagte mødested, hvor kultur og natur smelter sammen. At være stedet, der betyder noget for alle, som er optaget af, hvad litteratur, natur og fortælling kan lære os om det at være menneske i samtiden, fortiden og fremtiden – en mulig rute ud i verden og ind i litteraturen. Vi glæder os til besøget i Rungstedlund!
Findes den perfekte kage til kaffen? Og hvilken en er din favorit? Oplev et Sønderjysk kaffebord med alt fra småkager til lagkager. Dertil skal vi også have kaffecocktails og have nogle hyggelige timer sammen!
Hvordan kan handel med kaffe bidrage til fred og fremgang? Hvad er fairtrade kaffe? Hvordan påvirker klimaforandringerne kaffeproduktion? Kan vi gøre mere for at sikre bedre vilkår for de lokale kaffebønder, selv når det er rigtig svært?
Folketingspolitiker, Christian Friis Bach, kommer på besøg og fortæller om bæredygtig kaffeproduktion og fairtrade. Christian Friis Bach er agronom og skrev sit speciale om handel med kaffe. Han stod bag oprettelsen af Max Havelaar – det nuværede Fair Trade Mærke og Etisk Handel Danmark. Derudover driver han et økologisk fritidslandbrug og er stifter af virksomheden Warfair, der handler med kvalitetsvarer fra konfliktramte lande herunder kaffe fra Yemen og DR Congo.
Kaffefælleskaber er helt essentiel i det frivillige sociale arbejde. ’Kaffestuen’ kan hjælpe med at skabe en tryg og hjemlig ramme for fællesskaber og socialt samvær, hvor ensomme og udsatte også kan føle sig velkomne. Hør hvordan Røde Kors bruger kaffen som middel til at indlede samtaler og bygge bro mellem mennesker og kulturer, når Ann Katrin Dybdahl, projektleder for Følgevenner i Fællesskabssektionen i Røde Kors, kommer og deler sin viden med os. Hun er ekspert på sociale fællesskaber, den gode velkomst og mødet mellem mennesker.
Prøv kræfter med kaffemaleri når kunstner Katrine Wettstein kommer og leder en kaffekunst-workshop. Katrine Wettstein ejer kunstbutikken Nichen i Helsingør. Med en kinesisk far og tysk mor opvoksede Katrine Wettstein ikke blot i et virvar af mange sprog og forskellige verdensbilleder, men frem for alt blandt talrige kunstneriske udtryksformer. Fortællingen skaber poesien i billederne og er ledetråd i stor set alt Katrines arbejde. Katrines værker er udstillet både i og uden for Danmark.
Vi får besøg af Kaffe Karma, som er et fællesskab af frivillige kaffeentusiaster og socialt udsatte, der er gået sammen om at servere en god kop kaffe. Sammen giver de mennesker mulighed for at tage det første skridt, der giver troen på egne evner samt skaber vej til ordinære jobs og uddannelse. Kaffe karma vil servere kvalitetskaffe fra deres baristacykel.
Oplev koncert med Mia Guldhammer og flere sangcaféer med musicaltalentet Søren Launbjerg. Mia Guldhammer er kendt og respekteret som en af vores absolut mest markante folkesangere, og hun synger hvert år for tusinder af mennesker på vikinge- og middelaldermarkeder, spillesteder og festivaler i Danmark og internationalt. Det gør hun bl.a. i middelalderorkesteret Virelai. Søren Launbjerg er en dansk sanger, tekstforfatter og tegnefilmsdubber. Desuden har han været højskolelærer og forstander på Den Internationale Højskole i Helsingør.
Dette kursus henvender sig til alle, der ønsker at udforske kaffens vidundere og møde nye mennesker. Uanset om du er en erfaren kaffekender eller blot ønsker at lære mere, er du velkommen til en uge i kaffens tegn. Kurset afholdes på samme tid som vores andet kursus Sangskatten og der vil være nogle fællesarrangementer for samtlige kursister igennem ugen, der både vil byde på interessante foredragsholdere og hyggelige højskolestunder.
Dato: 8. juli – 14. juli 2024
Pris: 6.500 kr – inkl. fuld forplejning (og en masse dejlig kaffe), foredrag og udflugter.
Tillæg for enkeltværelse: 300 kr
Pris ikke-boende kursister: 5.000 kr
(Medlemmer af Ældre Sagen og/eller frivillige i Røde Kors får 10 % rabat på kurset).
Kurset foregår på dansk.
Interesseret i kurset? Følg med i begivenheden på Facebook her, hvor vi løbende vil komme med information om kurset.
Tilmeld dig her:
Den Internationale Højskole (International People’s College) blev grundlagt i 1921 af Peter Manniche som et socialt fredsskabende eksperiment i kølvandet på 1. verdenskrig. Den grundlæggende idé var – og er for så vidt stadig – at hvis mennesker fra hele verden i gensidig respekt kunne leve og studere sammen i et forpligtende fællesskab, så kunne krig og konflikt erstattes med fredelig sameksistens.
Den Internationale Højskole har siden da fungeret som en unik dansk folkehøjskole med et internationalt og multikulturelt fokus. Elever og undervisere kommer hvert semester typisk fra mere end 30 forskellige lande for at leve og studere sammen, lære af og ikke mindst blive klogere på hinanden og den omgivende verden.
Skolens bestræbelser på at skabe grobund for fredelig sameksistens gennem uddannelse og kulturel forståelse blev officielt anerkendt af FN i 1988, da skolen blev udnævnt til UN Peace Messenger. Den Internationale Højskoles nuværende fokus, tro mod de danske højskoletraditioner, er at inspirere til samtale, forandring og udvikling gennem en række fag rettet mod “aktivt globalt medborgerskab”.
Helsingør og omegn har meget at byde på. Det bliver ikke smukkere end den historiske bymidte om sommeren, hvor stokroser læner sig op af de gamle bindningsværkshuse i de små brolagte stræder. Kulturvæftet på havnen er prisbelønnet arkitektur i første klasse, og med Kronborg som nabo er havnen i Helsingør en unik oplevelse. Helsingør har masser af museer, kulturoplevelser, smuk natur og caféliv at byde på, og i en radius på ti kilometer finder du også kunstmuseet Louisiana, Fredensborg slot og de smukkeste strande i Danmark.
Køkkenpersonalet på Den Internationale Højskole vil servere dejlig mad i løbet af hele ugen. Vores kokke er specialiseret i at lave internationale retter, men serverer også traditionelt dansk mad. Vi har bronzemærket i økologi.
Har du nogle spørgsmål er du velkommen til at kontakte os på ipc@ipc.dk eller ringe på tlf. 49213361.
Et ugekursus med omdrejningspunkt i Højskolesangbogen